Historie

Broderloge nr. 11 COLUMBUS
I. O. O. F.

Den der med opmærksomhed gransker Odd Fellow Ordenen's indførelse og opblomstring i Danmark, med andre ord Ordenens historie der har hjemme i årene 1878 til 1885, vil hyppigt træffe på navnet Julius Meyer.

Den nævnte broder blev under et ophold i Amerika indviet i Ordenen og var Eksmester i Loge 387 Admiral i New York og han vendte tilbage til sit fædreland Danmark 1876 i en alder af 29 år.

Broder Julius Meyer gav impulsen til Ordenens indførelse i Danmark og stiftede med sin livlige og utrolige kampånd flere Loger i Danmark, indførelsen af Rebekka logerne og Lejrinstitutionen og var ophavsmand til den nuværende Columbus broderloge nr. 11 af Danmark.

Som bekendt var det grundlag, hvoraf en loge fremtræder først en Odd Fellow Forening og for at danne en sådan samledes på broder J Meyers initiativ mandag 28. januar 1884 i "Odd Fellow Hjemmet", Nørre Voldgade 23, København K. følgende brødre nemlig: Urtekræmmer R. Reverony, Forvalter A.M.F. Mathisen og Brandassistent J. F. Porst, alle ligesom broder Julius Meyer var medlemmer af broderloge 3 Nordstjernen, herudover deltog broder Grosserer L.M. Moritzon. Man vedtog på mødet at kalde den nye forening "Det gode Håb" og med stor energi tog man nu fat på arbejdet, så en ny Loge kunne komme i gang.

Som formand eller som det nu hed Præsident, valgtes selvfølgelig broder Julius Meyer, som Protokolfører blev valgt broder J. F. Porst, regnskabsvæsenet blev overtaget af broder L. M. Moritzon.

Ved de ugentlige møder kom der ansøgninger fra mange kandidater om optagelse i foreningen, de fleste proponeret af Præsidenten. Den første uge blev 5 kandidater optaget. Man besluttede at sætte medlemsbidraget til kr. 3 ,- pr. måned, samt at yde sygepenge til foreningens medlemmer med kr. 10,- pr. uge, sygdommen skulle være anmeldt og attesteret af en Læge og kunne komme til udbetaling såfremt man havde været medlem i 6 uger. Efter den første måned var foreningen tilført 15 brødre. På et møde den 11. februar 1884 blev man enige om, at optagelsesgebyret skulle være kr. 20,- og at de første 10 brødre ikke skulle betale, disse forslag blev vedtaget, det var på dette møde man vedtog at kalde den nye Loge for "Broderloge nr. 11, COLUMBUS"

På mødet den 31. marts 1884 meddelte Præsidenten Broder Julius Meyer, at broder distriktsdeputeret storsire A. Holck havde modtaget skrivelse fra den Suveræne Storloge i U.S.A., hvori det meddeltes, at Fribrevet til broderloge nr. 11, Columbus var bevilliget. Columbus logen var den sidste Danske loge, hvis Fribrev stammer direkte fra den Suveræne Storloge i U.S.A. Fribrevet er udstedt i Baltimore den 12. marts 1884 og undertegnet af broder storsire Eric J. Leech og kontrasigneret af broder storsekretær Theo A. Ross.

Selve installationen af Logen skulle finde sted tirsdag den 8. april 1884 på Hs. Majestæt Kongens' fødselsdag ( Kong Christian d. IX ), Logen var nu oppe på 48 brødre. De nødvendige anskaffelser og dispositioner til Logen's installation var bragt i orden, og på dagen blev der overbragt et beløb på kr. 300,- til festudvalget.

Den 21. maj 1901, afholder vor Loge sit første møde i Odd Fellow Palæet, hvor selve logemødet blev afholdt i den lille Koncertsal, idet Logesalene endnu ikke var færdige til ibrugtagning. Dette ville først ske i november 1901.

Igennem årene har antallet af brødre været meget svingende, det højest registrerede antal brødre var i år 1924, hvor Logen var oppe på ialt 219 brødre. Den 15. februar 1924 afgav vor Loge et antal brødre til Foreningen Danevang, som vi i dag er moderloge til. Foreningen Danevang startede med at have hjemsted i Holte men blev først den 26. februar 1961 installeret som Loge nr. 80, Danevang. Logen har i dag hjemsted i Odd Fellow Gården "TAX", i Bagsværd.

Igen i 1973 var der 12 brødre fra broderloge nr. 11, Columbus, som var med til opstarten af endnu en ny loge, nemlig broderloge nr. 95, Frederik d. VIII. Denne loge havde de første mange år hjemsted på Frederiksberg men har siden hen fået hjemsted i den nye (bygget år 2001) Odd Fellow ordensbygning på Roskildevej i Glostrup.

Broderloge nr. 11, Columbus har som tidligere nævnt tilhørssted i Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, København K. og har fra overtagelsen af Odd Fellow Palæet år 1900 været medejer af denne bygning.